Bent i Atlanta

Så er det gået lidt over et år siden, jeg sidst lavede et indlæg på min blog, så jeg tænkte, at det var på tide igen. Der er sket en hel del spændende ting i løbet af året 2007, så det bliver kun i helt store træk. Jeg vil dog prøve at opdatere lidt oftere. :)

Tilbage i Atlanta i begyndelse af 2007 efter vores ferie på St. Maarten, arbejdede jeg fuld tid på mit PhD projekt omkring P2P netværk mellem mobile enheder. Der var stadig en del, der skulle kodes færdig, så jeg sad med næsen i laptop'en det meste af den periode. Jeg havde dog også tid til at fri til Ali, da tingene skal gøres lidt mere traditionelt her i Guds eget land. Da jeg kom tilbage til Århus igen i Februar havde jeg størstedelen af mit "praktiske" arbejde med at kode gjort færdigt. Det betød også, at da vi i Nomadic Play gruppen inviterede LEGO på besøg i marts, kunne jeg demonstrere mit projekt for LEGOs direktør Kjeld Kirk Kristiansen samt Mitch Resnick fra MITs Media Lab, som begge sad og legede med de applikationer jeg havde lavet og som syntes, det var rigtig spændende. Pudsigt, nok var det også Mitch Resnick, der i sin tid havde overrakt Ali hendes diplom, da hun blev færdig som PhD fra MIT.

Derefter stod den på skrivning af afhandling for resten af sommeren. Det var som det nu skal være: med perioder, hvor man syntes at hele ens projekt er ligegyldigt eller lavet før - til at man sidder og hygger sig med at få forklaret om alt det spændende man har lavet i projektforløbet.

Ali kom også på besøg i nogle uger henover sommeren, hvor jeg havde lånt min bror Bjarkes super smarte og røde Alfa Romeo, så jeg kunne vise lidt af Danmark frem for Ali. Desværre var det en af de mest våde somre i Danmark i mange år, så vi blev mest i Århus.

I August tog vi begge til Toronto for at besøge Ali's forældre i en uge, og derefter tilbage til Atlanta. Det var en "one-way ticket", nu var det nemlig alvor med det der USA-noget. Så nu stod den på jobsøgning samtidig med at afhandlingen skulle skrives helt færdig!

Det viste sig, at være lidt sværere, end jeg først havde regnet med, da kvoten for den normale arbejdestilladelse H1-B allerede var opbrugt for resten af 2007 -> marts 2008. Faktisk var den blevet opbrugt i løbet af de første to dage man kunne ansøge, hvilket var i marts 2007 - Æv! Det var lidt af en show-stopper.

Dog er der også en anden kategori inden for arbejdetilladelser nemlig O-1, som er tiltænkt indvandere med specialle færdigheder eller som det hedder på amerikansk en "alien possessing extra ordinary abilities". De nævner bl.a., at f.ek.s nobelpris modtagere kan ansøge i denne kategori... Så det var ikke lige det der lå først for.

Alternativt kunne jeg også post. doc'e den ved Georgia Tech, da undervisningsinstitutioner er undtaget fra arbejdsvisum. Men jeg ville rigtig gerne prøve at opleve Corporate America.
Derfor var min plan at søge ind ved et stort internationalt firma, som så forhåbentligt formelt kunne ansætte mig i et EU land, og så "låne" mig ud til en afdeling i Atlanta.

Dog viste det sig, at så stor er Atlanta heller ikke, at der er et utal af den slags IT-firmaer, men jeg forsøgte mig ved håndfuld firmaer heriblandt Cisco: Cisco og specielt deres IPTV (digital TV) afdeling var meget begejstrede for min baggrund fra InteractiveSpaces i Århus med håndtering af digitale medier i hjemme og mit PhD projekt med IP basede mobile ad hoc netværk, så de tilbød at oprette en stilling til mig med det samme - jubii!! Det er virkelig et drømejob! I starten vil jeg komme til at være tovholder på nogle af de forskningsprojekter, som Cisco sponsorerer herunder et projekt, hvor de samarbejder med Georgia Tech og også Ali's afdeling.

Det er på dette tidspunkt september og næste skridt var selvfølgelig, hvornår jeg kunne begynde hos Cisco, da det jo var lidt kringlet med arbejdesvisum. Cisco's advokater syntes, at vi skulle prøve at ansøge om et O-1 visum til mig, da det ville være klart det administrativt nemmeste for Cisco. Basalt set går ansøgningen ud på, at Cisco skal bevise, at jeg de ikke kan finde en amerikaner til at udføre jobbet, så derfor bliver de nødt til at importere mig som arbejdskraft. Så i samarbejde med en stab af advokater i Californien skal jeg indsamle bevis for alle de gode ting jeg har udrettet... Heriblandt også få 5-7 anerkendte forskere indenfor mit felt, til at skrive anbefalingsbreve for mig. Så det går jeg igang med! (Resultatet kommer nedenfor.)

På dette tidspunkt i oktober er mit turistvisum under visa waiver programmet også ved at udløbe, så det er på tide, at tage et smut til Danmark igen på en ugestid. Men da jeg ankommer ved 15-tiden til Hartsfield-Jackson, som er Atlantas lufthavn, og kommer til immigrationsbetjenten, bliver jeg sorteret fra og bedt om at gå hen til et kontor for at få gennemgået mine papirer. Det gør jeg selvfølgelig, men er også lidt underlig tilmode, da jeg aldrig før er blevet bedt om det - og det på trods af, at jeg har rejst en del til konferencer osv. Men nuvel, jeg gør naturligvis, som der bliver bedt om. Efter at have siddet ca. 5 timer i et venteværelse med omkring 10-20 andre personer, bliver jeg kaldt op til disken, hvor betjenten spørger mig om min tilknytning til USA og Danmark, om min forlovede og hvad jeg har tænkt mig at lave i USA osv. Jeg fortæller dem selvfølgelig sandheden, men de synes, at jeg har været lidt for meget på ferie det sidste års tid på den samme adresse i Atlanta, nemlig Alis adresse. Så jeg kan desværre ikke komme ind denne gang, da de mener, at jeg har brugt visa waiver programmet mod dets intentionen. Så jeg skal tilbage til amerikanske ambassade i København og ansøge om et visum for at komme ind i USA, får jeg at vide... Og jeg vil blive sendt med det næste fly hjem igen på min returbillet. Ok, så!!

Da det ikke er lovligt at tale i telefon inde i immigrationskontoret ved Ali ikke noget om, hvad der er sket før jeg får lov at ringe fra et af kontorets telefoner kl. ca. 20, hvor en af betjenete ringer op og kontrollerer at Ali er min forlovede og forklarer, at jeg ikke har fået lov til at komme ind i USA i denne omgang. Herefter kan jeg endelig få lov til at snakke med hende.

Lufthansakontoret er lukket for den dag, så immigrationsbetjentene kan ikke arrangere min returrejse før dagen den næste dag. Så jeg sidder i venteværelset til omkring 4 om natten sammen med 2 andre, som åbenbart også skal sendes tilbage. Da de skal lukke kontoret for natten og gerne vil gerne give os en "seng at sove i" skal vi overnatte i den lokale detention.

Jeg må dog sige, at jeg blev lettere overrasket da immigrationsbetjentene kom med håndjern til os, og klik så havde man håndjern på. Det lod til, at den ene af de to andre, havde gjort noget mere alvorligt, da han fik håndjern på med armene bag om ryggen. Den lokale detention viste sig også at være det lokale fængsel. Vi fik dog at vide, at vi ikke var arresteret på nogen måde, men at det var det eneste sted de havde til os for natten. Det var en meget besynderlig oplevelse og faktisk også ret interessant at se et vaskeægte amerikansk fængsel fra indersiden. Det er næsten som man ser det på film. Jeg kan fortælle detaljerne over en øl på et tidspunkt. :)

Næste morgen ved 10-tiden blev vi hentet af immigrationsbetjentene og kørt ud til lufthavnen igen, hvor vi blev sat i hver vores vores isolationscelle. Lidt senere på eftermiddagen ved 16-tiden blev jeg så hentet og eskorteret ud til gate'n med et Lufthansa fly til Frankfurt og derefter med et fly til København. Den tur gik heldigvis helt efter planen.

Det var lidt pudsigt at sidde hjemme i Funder Kirkeby ved mine forældre igen blot 3 dage efter at have vinket farvel. Nå, men det var jo ikke sket noget alvorligt og jeg havde som sådan ikke gjort noget ulovligt. Så næste skridt var at bestille tid ved den amerikanske ambassade i København for at få et visum gennem dem. Heldigvis var det ikke noget problem overhovedet.

Jeg kunne også lige nå at hjælpe Sandra og Bjarke med at flytte til Nyboder i København K, så min tur tilbage til Danmark var ikke helt spildt. :)

Så en ugestid efter fløj jeg tilbage til Atlanta igen, og jeg kunne da godt mærke, at pulsen sneg sig over hvilestadiet, da jeg igen stod ved nøjagtigt samme immigrationsindgang som sidste gang. Igen blev jeg bedt om at gå hen til immigrationskontoret, hvilket var lidt spændende. De kiggede papirerne igennem og sagde, at alt bare var skønneste orden - pyhh!

Da Ali og jeg igen havde planlagt at tage på ferie på St. Maarten julen over, og i god tid havde sikret os hotel osv., var det også fint at jeg blev lukket ind i USA... Udover, at holde ferie havde vi også planlagt at blive gift d. 27. december 2007. Det involverede en frygtelig masse papirarbejde og apostille stempler mm., da St. Maarten er Hollandsk, jeg er fra Danmark og Ali er fra Canada. Men det hele faldt på plads og vi havde en rigtig god bryllupsdag!

Vi blev først formelt gift på det lokale civil registrat i Philipsburg, og derefter om eftermiddagen lidt mere festligt blev vi velsignet under palmerne på en privat strand med udsigt til et azur blåt hav. Om eftermiddagen holdt vi receptionen på en katamaranbåd med bryllupskage og hvad der ellers hører til. Det var bare en super go' dag!

Vi valgte så at holde vores honey moon umiddelbart efter brylluppet, da vi ikke kunne finde på et bedre sted at tage hen. :) Jeg fik også tid til at benytte det PADI dykkercertifikat, jeg havde taget året før. Det er altså bare som at komme ind i en helt anden verden, når man får hovedet under vandoverfladen og vel og mærke kan blive der i stykke tid.

I begyndelsen af januar 2008, tog vi så tilbage til Atlanta igen, hvor jeg gang igang med at "fjernarbejde" for mit gamle firma Kiros, som jeg i sin tid startede med Robert og Kasper. Så kunne jeg også bruge ventetiden lidt fornuftigt. Jeg måtte jo for alt i verden ikke gå igang med at arbejde i USA uden arbejdstilladelse, det jeg helt sikkert ville blive deporteret straks.

Endelig her i Februar kom svaret fra min O-1 visum ansøgning, og sør'me om ikke den var blevet godkendt! Så jeg er hermed US certified "alien possessing extraordinary abilities". Det var rart, så kan jeg endelig begynde arbejde ved Cisco. En lille krølle på godkendelsen er, at man skal rejse ud af USA og der få sit pas stemplet med det nye visum, og så rejse ind i USA igen før det er gyldigt.

Tidspunktet for mit PhD forsvar blev også bestemt fornyligt, og det blev d. 11. marts kl. 14:30 til 17:00 i det lille auditorium i IT-huset ved Datalogisk Institut ved Aarhus Universitet. Kig endelig forbi, der er også en lille reception bagefter. Det passer også med, at jeg lige kan få stemplet mit pas ved ambassaden i København inden turen går tilbage til Atlanta.

Jeg begynder så mit nye job mandag d. 17. marts. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Ok, det var så, hvad det er sket det sidste årstid i store træk, og jeg har helt sikkert glemt noget. :)